Lene fortæller om området.

Journalist og forfatter Lene Brøndum bor med sin mand, lærer og musiker Michael Brøndum, i middelalderbyen Montone (Italien) med deres familie. Parret kender Umbrien særdeles godt, de taler sproget og har et lokalkendskab, som er uden sammenligning. 
Lene Brøndum har skrevet bogen ”Mit Umbrien”, hvor hun åbent fortæller om familiens oplevelser med at tage springet, følge drømmen og flytte til udlandet – midt i livet med børn, der dengang var henholdsvis 9, 15 og 19 år gamle. Herunder kan du læse Lenes fortællinger om Umbrien og hvilke steder og aktiviteter, der gør området så fantastisk, at en dansk familie flyttede permanent derned. 

Om Umbrien:

Beliggende midt på den italienske halvø, halvvejs mellem Rom og Firenze ligger Umbrien. Det er en region, der er gennemsyret af historie, kunst og kultur, og som har flere bakketopbyer og gamle slotte, end man kan tælle.  Umbrien er inddelt i to provinser: Perugia og Terni.

Umbriens køkken med sine trøfler, salamier, prosciutto, olivenolier og vine uden problemer konkurrerer med sine naboer, Toscana og Lazio.

Umbriens største attraktioner er i virkeligheden de ting, der mangler. Ingen umbrisk by er med i top 25 over Italiens største byer. Faktisk bor der færre end en million mennesker i regionen.  Enkelte turister har selvfølgelig for længst fundet ned til regionen, men området er ikke nær så overrendt (vil nogle mene) over-turistet som Toscana.

Regionens uovertrufne natur med grønne farver i utallige farver, bakker, dale, bjerge, floder og skønhed har givet området titlen "Italiens grønne hjerte". Overalt i regionen finder man vandrestier, der fører den vandrende gennem olivenlunde, over både små og store bjerge, gennem frodige skove og forbi blomstrende marker. Er man mere til det våde element har Umbrien trods sin mangel på kyststrækninger også noget at byde på.  Regionen er således hjemsted for Lago di Trasimeno, en af Italiens største søer, perfekt til vandski og sejlsport, herunder ikke at forglemme de små lokale færgeruter, der kan føre en ud til de tre små øer, der ligger midt i søen.

I Umbrien finder man generelt en traditionel landlig livsstil, men også et spændende internationalt universitet og verdensberømte festivaler.  Og 1000 år gamle ruiner afventer de historiesøgende, mens postkort-perfekte middelalderlige landsbyer blot venter på at blive udforsket, mens marker af solsikker drejer hovederne efter solen, som dagen går.

Umbrien er også Italiens åndelige center - kendt som fødestedet til to af verdens mest berømte helgener, St. Francis og St. Benedict.

Den umbriske madkultur

Det italienske køkken er exceptionelt. Og det uanset om man taler om det umbriske bondekøkken, det liguriske fiskekøkken med sine vilde urter eller det mere krydrede sicilianske køkken, der er præget af både italiensk og afrikansk madkultur, er underordnet. Lige så stort et land Italien er, lige så mange forskellige traditioner og madkulturer findes der. Og i et land med flere end 60 mio. indbyggere, fordelt på 20 forskellige regioner fra nord til syd, er der grundlag for et patchwork af lokale madtraditioner – og de er alle fantastiske.

Det gælder naturligvis også i Umbrien, hvis køkken ofte kaldes “la cucina povera” eller bondekøkken. Og det umbriske køkken er da også rustikt, forstået på den måde at det er bygget over traditionelle opskrifter – gået i arv gennem generationer – med få ingredienser i hver enkelt ret. Enkelthed og friskhed er kodeordene bag den umbriske mad, der på imponerende vis stadig trækker tråde helt tilbage til etruskerne.

Det umbriske køkken er stadig bygget op omkring lokale produkter såsom korn, grøntsager, friske krydderurter og selvfølgelig olivenolie, der ofte refereres til som Umbriens flydende guld. Hertil kommer en stærk forbundenhed med sæsonafhængige produkter som svampe, vilde asparges, vild fennikel, kikærter, linser, squash, røde kartofler (der bruges til gnocchi og brød), håndboldstore peberfrugter, aubergine og selvfølgelig tomater i alverdens former, farver og smagsvarianter.

Når det handler om kød, står Umbrien bestemt ikke i bagerst i køen – for kun få andre steder i Italien vil man møde så mange forskellige kødtyper som i det umbriske køkken. Her er både gris, okse, kalv, får, lam, ged, kanin, vildsvin og andet vildt i utallige udskæringer og tilberedningsformer. Man finder også kylling, and, gås, due, fasaner, perlehøns, vagtler og alle mulige andre fjerkræ på menukortet, i supermarkedet eller på et af de utallige lokale markeder, hvor mange umbrere stadig køber hovedparten af deres madvarer.

Det umbriske køkken bærer dog stadig præg af tiden efter anden verdenskrig, hvor kød ikke var hverdagskost. Af samme årsag vil man derfor ofte opleve, at der til umbriske fester bliver serveret en sand overflod af kød.

Umbrisk vin

Italien er verdens største vinproducent! Som samtaleemne må både fodbold, pasta og mode se sig overtrumfet af vin, som for Italienerne er indbegrebet af historie, kultur og god smag. Vin er altid på italienernes læber, og til ethvert umbrisk måltid hører naturligvis vin.

Selvom umbrisk vin tidligere var ganske ukendt for de fleste, så er situationen ved at ændre sig – og området er godt på vej til at blive kendt for sine fremragende vine. Og fakta er, at Umbrien har meget gunstige vækstbetingelser for produktionen af vin, og er begavet med en vinhistorie, der rækker helt tilbage til oldtiden.

Det var således etruskerne, der for små 3.000 år siden var de første til at lave vin i området. Og vinen blev hurtigt kendt udenfor etruskernes eget territorium.

Etruskerne var innovative i deres tilgang til nye teknikker for forbedret vinfremstilling. De kontrollerede temperaturen i gæringsprocesser, på samme måde som man gør den dag i dag, om end etruskernes teknologiske hjælpemidler selvsagt var noget anderledes. Etruskerne begravede således lercontainere med knuste druer i jorden, hvor temperaturen var mærkbart lavere, og når gæringsprocessen var færdig, blev vinen lagret i vinkældre endnu dybere nede i jorden.

Op gennem middelalderen var vin lavet i Umbrien også i høj kurs. Det siges således, at flere kunstnere ligefrem forlangte umbrisk vin under arbejdet, og at mange også blev betalt med vin fra de umbriske vinmarker.

En dygtig og pligtopfyldende tilgang til det at producere vin er en del af Umbriens vin-identitet. I modsætning til andre regioner, hvor ofte én bestemt slags vintype dominerer, er produktionen i Umbrien næsten ligelig fordelt mellem hvide og røde vine. Men det er især regionens hvidvine, fremstillet på grechetto-druer, der indtil nu har nydt anerkendelse og popularitet, ikke bare i Italien, men også mange andre steder i verden. Hvidvin udgør cirka 60 procent af al vin fremstillet i Umbrien. Men regionens rødvine er på vej frem, ikke mindst takket være mærker som Colpetrone, Arnoldo Caprai, Anronelli, Bea og Tabarrini, der har taget kampen op med de fremragende umbriske hvidvine.

Byer i Umbrien
Mange af byerne i Umbrien eller "Italiens grønne hjerte", som regionen også kaldes er grundlagt af etruskerne i år 750-500 f. Kr., og de fleste er yderst velbevarede med mure og byporte, der stadig er intakte. Når man kører rundt i Umbrien, ser man pludselig en lille by dukke op midt i det grønne og frodige landskab, ofte på en bakketop omkranset af en bymur. I byerne ser man også tydeligt indflydelsen fra middelalderen.  

Vi har udvalgt og beskrevet en række af byerne herunder:

Perugia, der er regionens hovedstad, er en livlig og charmerende by med omkring 165.000 indbyggere og mange studerende. Byen byder på spændende museer, muligheder for shopping og masser af god mad – herunder Umbriens nok bedste hjemmelavede is.

Perugia er en af Italiens ældste byer og ifølge legenden grundlagt af Noah. Men det ville nok have været svært for ham at nå helt fra Araratbjerget i Lilleasien, hvor han strandede med sin ark. I virkeligheden er Perugia grundlagt af etruskerne og sikkert lige så gammel som Rom. I 295 f. kr. blev Perugia romersk, og derfor er der overalt romerske bygningsværker oven på de etruskiske. Men i de sidste 400 år er der ikke meget, der har ændret sig. Gaderne er så smalle og stejle, at selv bilens 1. gear knap kan klare dem og med så mange ensretninger, at man kører i ring.

Universitet i Perugia, der blev grundlagt i 1308 er et af Europas ældste, og med godt 40.000 studerende fra hele verden, omkring en fjerdedel af byens befolkning, sætter studentermiljøet sit meget tydelige præg på byen i form af en ung og international atmosfære.

Perugia er med sin unikke beliggenhed på et højdedrag midt i den smukke, umbriske dal en af Italiens allerbedst bevarede og mest stemningsfulde middelalderbyer, som med sin rolige livsrytme og klassiske, italienske charme byder den besøgende på en overflod af skønhed, historie, kunst, arkitektur, vin og gastronomi.

Øst for Perugia ligger Assisi, der er Umbriens åndelige hovedstad.

Assisi er efter Vatikanet og Peterskirken i Rom er et af de mest søgte rejsemål blandt pilgrimme verden over!

Byen, som den danske digter Johannes Jørgensen gjorde verdenskendt, da han skrev sin store biografi om den hellige Frans, som åbnede verdens øjne for byen og indledte pilgrims- og turiststrømmen.

Assisi er den dag i dag kendt for den hellige Frans af Assisi, en rig klædehandlers søn, der finder Gud og skaber en ny munkeorden Franzikaner munkene/ gråbrødrene, der nu er en verdensomspændende orden. Byen, der ligger placeret på en høj bakketop, er en fantastisk oplevelse at besøge. Som gæst i byen bliver man muligvis en smule udfordret, da byen i høj grad har gader og stræder, der alle synes at gå opad (hvad de naturligvis ikke gør), men den er bestemt et besøg værd!

Hvert år besøger mange pilgrimme fra hele verden den Hellige Frans’ by og den imponerende basilika Di San Francesco, der er på Unescos verdensarvsliste. Næst efter Vatikanstaten i Rom er Assisi det vigtigste religiøse sted i Italien. Et besøg i Assisi er et must, når man er i Umbrien.

Nord for Assisi finder man Gubbio, der er en af de mest intakte middelalderlige byer, som overhovedet kan besøges i Italien.

Gubbios historie er rig på religiøse begivenheder og personligheder, der gør den til en af de mest besøgte byer af de katolske pilgrimme. Byen som ligger majestætisk knejsende på Monte Iginos bjergskråninger, er en af Umbriens ældste byer - og måske også en af de mest kendte i regionen. Gubbio er en middelalderby præget af mørkegrå sten, snævre gader og gotisk arkitektur. En stor del af husene i Gubbio er fra det 14. og 15. århundrede og var oprindelige boliger for velhavende købmænd. Husene har ofte en ekstra dør mod gaden og ganske tæt på hoveddøren. Denne ekstradør er smallere og noget over gadeniveau. En sådan dør kaldes en porta dei morti, fordi det blev sagt, at den kun blev anvendt til at fjerne døde fra huset. Det er efter al sandsynlighed imidlertid næppe sandt, men historien lever sejlivet videre – mest af alt fordi der ikke er enighed om en alternativ forklaring på disse ekstra døre. 

Gubbios butikker, der byder på masser af trøffelprodukter og sjove efterligninger af gamle våben, breder sig ud i de stenbelagte gyder, der fører gennem byens historiske centrum, og mange af Gubbio's åbne pladser er omgivet af udendørs spisesteder. Dette er en af Umbriens ældste byer med mange interessante seværdigheder, f.eks. Duomo di Gubbio fra det 14. århundrede Palazzo dei Consoli eller det enorme Palazzo Ducale, der blev bygget i det 15. århundrede. Besøg palæerne, som er indrettet til museer, hvor du kan se interessante historiske genstande.

Det anbefales at tage en tur med den berømte svævebane Funivia, der fører hen over Gubbio, så man ser byen fra fugleperspektiv.

Nord for Gubbio finder man Foligno er en hyggelig, historisk by ligger midt i dalen, Valle Umbra, ved Topino-floden og den gamle romerske hovedvej Via Flaminia, som forbinder Rom med østkysten af Italien. Byens navn stammer fra den romerske gudinde Fulginia. Men det er den kristne helgen Sankt Feliciano, der lægger navn til byens domkirke, som vi selvfølgelig kommer forbi på byrundturen.

Foligno er en af de meget få Umbriske byer, der ikke er beliggende på toppen af en bakke eller et bjerg. Det stiger op ved floden Topino, hvor floden bryder ud i dalen i et område, hvor der blev udført omfattende dræning af de store sumpområder først under romertiden, derefter i det 15. og 16. århundrede og endelig i det 19. århundrede.

Foligno er endnu en ukendt perle i det grønne Umbrien. Byen blev grundlagt i 800 f.kr. af de oprindelige umbrere.  Byen har af flere omgange været omgange en vigtig by i Umbrien, både af militære og transportmæssige årsager. Byens lange historie giver rig mulighed for at opleve de forskellige perioder i den umbrienske historie. Byens historiske centrum består fortrinsvis af bygninger fra forskellige perioder (i sær fra 1100 tallet frem til 1700 tallet). Det giver rig mulighed for at få et indblik i de forskellige perioders byggestil. Byens historie bevidner også om Umbriens rolle som militært område helt op til 1800 tallet i Umbrien, pga af dens beliggehed mellem Rom østkyst og det nordlige Italien – og vi besøger blandt andet museet i Palazzo Trinci, der ligger ved siden af domkirken.

I det sydlige Umbrien finder man Città di Castello, en by præget af renæssance arkitektur. Byen, der formentligt har rødder tilbage til etruskertiden, blev første gang ødelagt af ostrogoterne under kong Totila. Efter genopbygningen var den først kendt som Castrum Felicitatis, hvilket senere blev til Civitas Castelli, som ligger tæt op ad det nuværende navn.

Efter at byen var genopbygget blev den kendt først under navnet Castrum Felicitatis og senere Civitas Castelli. Senere blev den domineret af Vitellislægten, før Cesare Borgia lod familiens overhoved dræbe ved kvælning.

Derefter blev Città di Castello indlemmet i Kirkestaten.

Byen var gennem århundreder et vigtigt knudepunkt for kunst og rigtigt mange kunstnere har været bosat her: Raphael, Luca Signorelli, Giorgio Vasari og Rosso Fiorentino, for blot at nævne nogle af de mest kendte.

I dag har Città di Castello stadig et levende kulturliv, og byder på mange gode kunstoplevelser og museer.

Byen  er selvsagt vokset betydeligt siden romertiden – langt ud over den gamle bymurs begrænsninger. Særligt mod nord langs Tiberen finder man flest nye bydele.

Der er ikke mange spor tilbage fra byens tidligste historie, men der er til gengæld talrige bygningsværker og monumenter fra middelalderen. Dertil kommer det et rigt udvalgaf caféer, restauranter og butikker, som en by med omkring 40.000 indbyggere byder på.

Den historiske del af Citta di Castello er den dag i dag stadig omkranset af de gamle middelalderlige mure, der dateres tilbage til det 16. århundrede.

I det sydøstlige Umbrien finder man Norcia, der især er berømt for sin specielle skinke, og i det hele taget for sin produktion af pålæg.  I området drives jagt, især på vildsvin, og områdets pølser, skinke og andet svinekød er så velkendt, at det italienske ord for charcuteriprodukter som pølser og skinke er norcineria, opkaldt efter byen.

Norcia blev grundlagt af Sabiner-folket fra Rom-området, og blev siden etruskisk og romersk.  Byen blev kristen allerede omkring 250, og blev bispesæde i 500-tallet.

I Norcia er Benedikt af Nurcias fødeby. Benedit var grundlæggeren af benediktinerordenen, og dermed normgivende for munkevæsenet i den vestlige kirke.

Byens centrum er omkring Piazza San Benedetto med Basilikaen af samme navn. På pladsen ligger også Santa Maria katedralen og det massive fort Rocca della Castellina bygget i 1554.

Norcia blev i oktober 2016 ramt af et stort jordskælv, der desværre ødelagde mange af de historiske bygninger. Byen er dog selvsagt under genopbygning, og selvom der endnu ikke er adgang til alle de historiske seværdigheder er den stadig et besøg værd!

Kører man stik vest, kommer man til Spoleto består af en gammel og ny bydel; Byen ligger på en bakketop ved bjerget Monteluco, næsten 400 meter over havets overflade

 I den nye bydel ligger jernbanestationen hvor der er forbindelse til Perugia mod nord og Rom mod syd. Den gamle bydel er omkranset af en bymur, og indenfor murene er der små hyggelige gader og gyder.

Før i tiden var Spoleto en af de vigtigste romerske kolonier i Umbrien. Og romerne står da også bag mange af byens store bygninger.

Rocca Albornoziana, fæstningen med de 6 tårne, ligger på byens højeste punkt. Det højeste tårn er 35 meter, og fæstningen fungerede som fængsel fra 1817 til 1982. I nærheden af Rocca Albornozianafinder man Teatro Romano, resterne af et gammelt romersk amfiteater, der stadig bruges den dag i dag.

Byens katedral, Santa Maria Assunta ligger på Piazza del Duomo. Den stammer helt tilbage fra det 12. århundrede, har en smuk facade med otte specielle rosetvinduer samt en fantastisk mosaik af Jesus, Jomfru Maria og Johannes.

Spoleto er også festivalernes by; hvert år afholdes en stor festival for kunst og musik, Festival dei due Mondi. Men også selvom man kommer udenfor ugerne med ekstra fest og ballade, er der ofte masser af liv i gaderne. I byen afholdes der hver tirsdag og fredag marked, hvor man kan finde alt lige fra grøntsager og lækre lokale madvarer såsom oste og pølser til tasker, tøj og sko.

Øst for byen liggger en 1800 år gammel akvadukt hvis vandledning er hævet 70 meter over dalens bund. Akvadukten indeholder tillige en lille vej/ sti på nordsiden. Et hul i murværket midtvejs giver en flot udsigt over dalen mod syd.

Den frodige natur i landskabet omkring Spoleto er ideelt til vinproduktion og i området findes der mange vingårde, der kan besøges, hvis man da ikke hellere vil udforske område til fods – for området omkring Spoleto er smukt og velegnet til vandreture.

Fortsætter man turen vestpå, møder man Orvieto, hvor Italiens største vinmesse finder sted.

Domkirken er den mest markante bygning i Orvieto. Dens vestfacade er et pragtstykke af farvet ornamentering, og er skabt af arkitekten Lorenzo Maitani fra 1310. Facaden betragtes som hans hovedværk.  I domkirkens højre kapel, Capella Nuova finder man en af Orvieto's største kunstværker: nemlig Luca Signorelli's farvestrålende freskoer, der forestiller Antikrist's prædiken, Kødets opstandelse, De Fordømte styrtes i Helvedet og modtages af Dæmonerne, og De Udvalgte i Paradis. Tre af disse indeholder en mængde nøgne skikkelser. og Antikrist's prædiken har portrætter af blandt andet Luca Signorelli, Fra Angelico og Dante.

I Orvieto finder man også Korporalen fra Bolsena med tilhørende relikvieskrin, der befinder sig i en glasmontre i det venstre sidekapel i domkirken.

En ting gør dog Orvieto ti noget ganske speciel – og det skal man under jorden for at opleve!

En rundvisning langs en meget let rute gør det muligt at lære Orvietos underjordiske verden at kende, skabt af dets gamle indbyggere i løbet af sådan rundt regnet 2500 års uafbrudt graven, der har gjort, at Orvieto i dag har en labyrint af grotter, skjult under byens gader og huse.

Den guidede tur til "Orvieto Undergound" er derfor den bedste måde at komme i kontakt med dette nye, meget usædvanlige kulturelle aspekt af en by, der er yderst rig på historie og kunstneriske "juveler".

Castiglione di Trasimeno

ved Lago di Trasimeno, Italiens fjerdestørste sø, der er omkranset af sølvgrønne olivenlunde. Søen er cirka 45 kilometer i omkreds, og opnår alligevel på sit dybeste sted blot en dybde på seks meter.

Castiglione del Lago er bygget på en kalkstenklippe og ligger på østsiden af Trasimeno søen. arkæologiske fund i området peger på, at etruskerne formentlig var de første til at bosætte sig her.

Byens oprindelse går tilbage til det 6. århundrede f.Kr., og den fremstår i dag som en flot middelalderby, med et intakt og seværdigt centrum.

Byen er ikke stor, men er et smukt eksempel på middelalderlige byer med bymure og gamle smukke bygninger, ligesom rådhuset og slottet Della Corgna Dukes fra samme tid er velbevaret.  På slottet kan man se fresker malet af Giovanni Antonio Pandolfi og Salvio Salvini. Den mest fascinerende bygning i den lille landsby er uden tvivl slottet, der med sine fire tårne repræsenterer et af de mest bemærkelsesværdige eksempler på militærkunst i Umbrien.

Ved søen kan man slentre langs bredden, spise på gode restauranter eller tage en sejltur ud til Isola Polvese, en af søens to øer, hvor der både er dejlige gåture, smukke bygninger og mulighed for at få en skøn frokost.

Andre seværdigheder

Ved byen Terni finder man Cascate delle Marmore, Marmorvandfaldene, der er en serie på tre kunstigt skabte vandfald konstrueret af romerne til vanding af dalen. Efter sigende skulle de være de højeste menneskeskabte vandfald i verden.

Grotte di Frasassi ligger godt nok lige et lille stenkast inde i Marche, men er en oplevelse, man bestemt ikke må snyde sig selv for. Grotte di Frasassi er et gigantisk underjordisk grottesystem, der først blev opdaget i 1971. Her venter der den besøgende en eventyrlig verden af farver, lyde og lys – kort sagt et magisk sted.

Turen gennemføres med guide i en del af de 35 km af grotten, der ligger midt inde i bjerget.

Valdichiana Outlet Village
Mærkevarebutikkerne ligger på rad og række i Valdichiana Outlet Village, der har åbent året rundt og tiltrækker tilbudshungrende gæster fra hele verden.

Her finder man Calvin Klein, Adidas, Guess, Kappa, Levis, Skechers, Tommy HIlfiger, Republica, Nike og mange andre butikker.

I det store center finder man også flere restauranter, så depoterne kan bliver fyldt op undervejs.

Besøg “Perugina”, Perugias verdensberømte chokoladefabrik!

På turen er der rig mulighed for at smage på de mange lækkre chokolader bl.a. den berømte “Bacio” der blev fremstillet første gang for 90 år siden inspireret af en stor kærlighedshistorie!

Undervejs vises blandt andet en film om chokolade og produktionen heraf, og man besøger fabrikkens museum og får et lille kik ind i produktionen – og selvfølgelig er der smagsprøver undervejs. Rundvisningen er på engelsk.

Vandring i Italiens grønne hjerte

Er man til naturoplevelser til fods, er Umbrien et sandt overflødighedshorn af muligheder.

Monte Tezio, Monte Acuto, Monte Subasio, Valle di Carpina, Monte Cucco, Monte Serrasanta. Listen over bjerge og vandringssteder er nærmest uudtømmelig, og den glade vandrer vil skulle bruge år og atter år på at gå de utallige vandringsruter, som Umbrien byder på.

En ting er, at landskabet i regionen varierer overraskende meget afhængigt af, hvor i regionen man befinder sig. Noget andet er, at diversiteten er nærmest uendelig stor.

Det ene øjeblik kan man vandre rundt i et område, der er stenet og tør, og hvor der kun vokser små lidt viltre buske. For i næste sekund at befinde sig mellem enebærbuske, vilde roser, enebær, vild salvie, mynte og andre krydderurter. For slet ikke at tale om det tidlige forår, hvor vilde orkidearter blomstrer overalt.

Festivaler

At italienerne elsker en god fest, er både sikkert og vist. Der findes således ikke en by, ikke en landsby, end ikke den mindste flække i Italien, der ikke har mindst én festival om året. Faktisk har de fleste langt flere!

Overalt i Italien fejrer man kastanjen, trøflen, vinen, Jomfru Maria, den Hellige Frans, Italiens sammenlægning, chokoladen (!), en gammel krigshelt, alt mellem himmel og jord.

Man hiver tre, fem ja sågar otte dage ud af kalenderen og bruger dem til at vise omverdenen, at her er en ting, vi er stolte af eller glade for – og så fejrer man den på livet løs. Sådan ser det i hvert fald ud for den udefrakommende.

I bund og grund er forklaringen bag de utallige festivaler simpel; for italienerne handler det - udover den gode fest - om at fastholde traditioner, sammenhold og identitet.

Også fejringen af forskellige madvarer, af høsten, forårets komme og lignende har rødder langt tilbage i tiden, og vidner om, at livet i Italien ikke altid har været lige let – og at man derfor havde grund til at fejre det, når eksempelvis høsten – og dermed familiernes overlevelse – var i hus.

En Palio er også en festival og er en italiensk tradition, der er særligt udbredt her i Umbrien og i Toscana. En Palio er en intern byfejde - en kamp, hvor byens indbyggere kæmper mod hinanden, men samtidigt er det også årets fest.

Og skulle nogen have fået den ide, at man gør det for turisternes skyld, så kan de roligt tro om. For godt nok er turister velkomne til dagene med musik, optræden, parader, boder og interne kampe mellem bydele – men al virakken handler på ingen måde om at underholde turister.

Får man muligheden for at opleve og deltage i en festival, bør man ikke lade chance gå fra sig.